Støjberg: Grænsekontrol stopper næppe i næste uge

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

Selv om den danske stikprøvekontrol ved grænsen mod Tyskland i første omgang kun er indført for ti dage, så skal man næppe regne med, at alt vender tilbage til situationen før 4. januar, når de ti dage er gået.

Det vurderer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der onsdag har været til møde i Bruxelles om emnet.

Her mødtes hun med blandt andre migrationskommissær Dimitris Avramopoulos, der efter mødet understregede, at tiltag som grænsekontrol skal holdes på et minimum og vende tilbage til den normale tilstand så hurtigt som muligt.

Støjberg er enig i, at grænsekontrollen helst kun skal vare i kort tid, men det bliver altså formentlig mere end ti dage.

- Jeg ser ikke umiddelbart, at vi allerede efter ti dage vil ophæve grænsekontrollen igen. Jeg mener, at alle har en interesse i, at når der er indført grænsekontrol, skal det være i så kort tid som muligt, fordi det blandt andet kan medføre flere asylansøgere.

- Omvendt påhviler der mig en forpligtelse til at sørge for, at der er ro og orden i Danmark. Det var derfor, vi indførte grænsekontrollen, og jeg ser altså ikke for mig, at det bliver ophævet allerede efter ti dage, siger Støjberg.

Kommissionen har erklæret, at den danske grænsekontrol er i overensstemmelse med Schengen-reglerne, der tillader midlertidig kontrol, der samlet set kan forlænges i op til to år under "ekstraordinære omstændigheder".

Ifølge Inger Støjberg er det ikke et enkelt forhold, der vil være afgørende for, hvornår regeringen ophæver grænsekontrollen igen.

- Lige så vel som der ikke er et enkelt parameter, der afgør, om man skal opskalere kontrollen, er der heller ikke et enkelt parameter, der gør, at vi ophæver grænsekontrollen. Det er et samlet billede, der kommer til at afgøre det.

- Det er for eksempel spørgsmålet om, vi ser tendenser til ophobning af flygtninge og migranter, eller om man fuldstændig undlader at komme til Skandinavien. Det er ikke et simpelt billede. Det skal overvåges meget nøje.

/ritzau/