Støjberg landet i Jordan for at se på flygtningeforhold

Skrevet af admin

14/08/2015

Mest læste i dag

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er fredag landet i Jordans hovedstad, Amman.

Hendes program for turen holdes hemmeligt af sikkerhedsmæssige grunde, men ifølge ministeren selv er turens omdrejningspunkt de forhold, som møder flygtningene i Syriens nærområder. Det siger hun til TV2 Nyhederne.

- Mit primære formål er at få et førstehåndsindtryk af flygtningesituationen i nærområdet og det pres, som kommer fra Syrien. Det har en stor betydning ikke bare for Danmark, men for hele Europa, siger Inger Støjberg til tv-stationen.

Ministeren har fået kritik, blandt andet fra partifællen og europaparlamentariker Jens Rohde, for ikke selv at have besøgt lejrene i landene omkring Syrien.

Kritikken er blandt andet kommet efter hendes forslag om at indrykke annoncer i udenlandske aviser for at holde flygtninge fra Danmarks grænser.

Men det er ikke Jens Rohdes opfordring, der har fået integrationsministeren til at flyve til Jordan, understreger hun overfor TV2 Nyhederne.

- Det har ikke noget med Rohdes udtalelser at gøre. Min rejse her til Jordan har været planlagt i lang tid før. Det er ikke Jens Rohde, som sidder i Viborg og bestemmer tingene, lyder det fra Inger Støjberg.

Danmark bidrager med 250 millioner kroner i år, som skal gå til de syriske flygtninge i nærområderne, blandt andet i Jordan.

Og det er også den økonomiske støtte, Inger Støjberg forventer at få et indtryk af på turen, lyder det.

- Jeg forventer at få et indblik i, hvordan Jordan håndterer de massive flygtningestrømme. Danmark bidrager jo også med hjælp, så det er klart, at jeg er jo også her for at følge op og se hvordan tingene står til, siger hun til TV2 Nyhederne.

/ritzau/