Støjberg: Ligestilling skal sende muslimske kvinder i job

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Debatten har raset, efter at historier i medierne beskrev, at kvinder i nogle muslimske miljøer bliver opfordret til ikke at tage et job.

Andre nægter med henvisning til, at de ikke vil arbejde med svinekød eller sammen med mænd af religiøse grunde. Det betyder dog, at de bliver trukket i kontanthjælp.

En af de grunde, som ofte bliver efterladt alene i debatten, er, at det også handler om ligestilling, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd i Beskæftigelsesudvalget.

- For mig er der en helt anden side af den her mønt, og det er ligestilling. Det er et ret og rimeligt krav om, at man skal deltage, men også verdens bedste argument om at komme til det, fordi det er til at forstå, siger hun.

Beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) hæfter sig ved, at der ikke er opgjort tal for, hvor mange kvinder det drejer sig om, men at debatten foregår på baggrund af enkelte historier i medierne.

- Det mistænkeliggør en hel befolkningsgruppe, siger han.

Omvendt mener Marlene Harpsøe (DF), at det er en naiv tankegang, og Inger Støjberg henviser til tal, der fortæller, at 40.000 ikkevestlige personer var på kontanthjælp sidste år.

Der er også grund til at huske børnene i debatten, minder hun om.

- Vi er nødt til at se på de lidt mere bløde tiltag som for eksempel at gøre børn i stand til at være kritiske overfor det system, som de møder.

Derfor vil hun gerne tage fat på diskussionen om, hvordan det sikres på de skoler, hvor der for eksempel er "98 procent tosprogede børn".

- Hvor er det, at den dreng, der vokser op i Gellerupparken, får Danmark ind under huden. Er det derhjemme, nej det er det ikke, siger Inger Støjberg og fastslår, at det heller ikke er i folkeskolen.

/ritzau/