Støjberg lover utåleligt liv for Mansour i Danmark

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Det er en række lettede politikere, der onsdag er troppet op i Folketingets vandrehal for at lade sig interviewe af diverse medier om Højesterets dom over dansk-marokkaneren Said Mansour.

Fratagelsen af hans danske statsborgerskab og en udvisning af Danmark for bestandig vækker glæde hos både regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Men en tvangsudsendelse til Marokko er endnu ikke afgjort. Afgørelsen træffes af udlændingemyndighederne.

Hvis Mansour ender med at blive i Danmark på tålt ophold, vil han få det svært, forsikrer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):

- Jeg håber meget på, at han bliver udvist til Marokko, så han én gang for alle er kommet væk fra Danmark. Hvis ikke vi kan det, kommer han på tålt ophold, og det er nogle regler, som jeg netop nu sidder og strammer voldsomt på.

- Hvis man er på tålt ophold i Danmark, skal man leve et utåleligt liv, og det kan jeg garantere for, at han kommer til, siger Støjberg.

Hun får fuld opbakning af DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, der i forbifarten sender ministeren en triumferende knytnæve og et sejrrigt smil, der gengældes.

- Vi håber, at vi kan få igennem, at man enten er frihedsberøvet på tålt ophold eller påmonteret en elektronisk fodlænke. Sideløbende skal vi selvfølgelig arbejde på at sende ham ud af landet, siger Martin Henriksen.

Mansour blev sidste år i landsretten idømt fire års fængsel for at propagandere for terror. Det er anden gang, at han dømmes for det. Tilbage i 2007 fik han tre et halvt års fængsel i en lignende sag.

Hvis udlændingemyndighederne ender med at vurdere, at det ikke er sikkert at tvangsudsende Mansour til Marokko, kan han havne på tålt ophold, indtil vurderingen ændrer sig.

- Det vil få den betydning, at han vil blive sendt på Udrejsecenter Kærshovedgård, få meldepligt, opholdspligt og underretningspligt. Bryder han det, ryger han i fængsel og får en elektronisk fodlænke på, siger Støjberg.

I 2014 blev Inger Støjberg og fem andre folketingspolitikere politimeldt for at udtale sig om Mansour-sagen, før den var endeligt afgjort. Politianmeldelsen førte dog ikke til en straffesag, og Støjberg fortryder heller ikke i dag sin indblanding i sangen:

- Jeg brugte min ytringsfrihed, og det mener jeg, at jeg havde ret til.

/ritzau/