Støjberg ønsker EU-fokus på hjemsendelser af migranter

Skrevet af admin

07/07/2016

Dagens topnyheder

Den danske udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), har været skeptisk over for EU's forslag til asylreformer, som blandt andet omfatter tvungen omfordeling af flygtninge og migranter.

Derfor er det glædeligt, at Slovakiet, som netop har overtaget formandskabet i EU, er stærkt kritisk over for asylkvoter og har bevogtningen af Den Europæiske Unions grænser, som en af topprioriteterne.

Det siger ministeren, som netop er ankommet til et uformelt møde mellem de 28 EU-landes indenrigsministre i Bratislava.

- Jeg er meget enig med formandskabet i, at man kan være solidarisk på mange måder. Det handler eksempelvis om at hjælpe i nærområderne, siger Inger Støjberg.

- Vi skal sætte hele spørgsmålet omkring tilbagesendelser meget mere på dagsordenen. Det er også noget af det, vi kommer til at diskutere i dag, siger hun.

Det er første gang, Slovakiet har formandskabet for EU. Det har på forhånd skabt en vis bekymring, at det er den omstridte premierminister, Robert Fico, som nu skal stå ved rorpinden.

Han er flere gange kommet med afvigende udtalelser om flygtninge- og indvandringspolitik. Han har ligeledes henvendt sig til EU-Domstolen for at stoppe beslutningen om at omfordele asylansøgere mellem medlemsstaterne.

Samtidig har Robert Fico udtalt, at han ikke ønsker muslimer i Slovakiet. Dog hævdede han onsdag i en tale til Europaparlamentet, at Slovakiet ikke er imod en fælles indvandringspolitik.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skal desuden mødes med den østrigske indenrigsminister, Wolfgang Sobotka. Østrig er et af de lande, som har lukket grænserne og sat hårdt mod hårdt for at bremse flygtningetilstrømningen.

- Der er ingen tvivl om, at østrigerne er gået meget langt i deres grænsebevogtning og tilgang til, hvor mange asylansøgere de vil tage, siger ministeren.

- Det er et rent inspirationsmøde, for det er jo ikke sikkert, at vi har fundet alle de vise sten i Danmark. Jeg vil ikke lægge skjul på, at når jeg søger inspiration blandt mine ministerkolleger, handler det om at dæmme op for antallet af asylansøgere til Danmark, siger hun.

/ritzau/