Støjberg overvejer at mødes om flygtninge

Skrevet af admin

07/09/2015

Mest læste i dag

Danmark mærker for alvor flygtningekrisen, og derfor overvejer integrationsminister Inger Støjberg (V) at indkalde samtlige Folketingets partier til et møde, hvor situationen skal diskuteres.

- Det er utraditionelt med sådan et møde, men situationen er ekstraordinær, og derfor overvejer jeg et møde. Måske i denne uge, siger Inger Støjberg til Ritzau.

Hun deltager mandag i Kommunernes Landsforenings (KL) årlige Integrationstræf i Kolding.

Her understreger hun, at hun har fuld tiltro til, at grænsepolitiet og personalet i Sandholmlejren gør deres arbejde godt.

Det bekræfter søndagens modtagelse af flere hundrede flygtninge, der kom med tog og færge.

- Hvis vi ser på, hvad der skete i Rødby i aftes, så er mit indtryk, at politiet gjorde deres arbejde godt, og det samme er mit indtryk af Sandholmlejren.

- Men jeg hører gerne, hvad de andre partier har at sige, siger Inger Støjberg.

Det er Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, som tidligere mandag opfordrede regeringen til at indkalde samtlige af Folketingets partier til drøftelser.

- Regeringen bør indkalde Folketingets partier til drøftelser om, hvordan vi håndterer denne situation, som er meget alvorlig, siger Dan Jørgensen.

- Situationen ser ud til at være ude af kontrol, og jeg stoler ikke på, at der er styr på tingene, og at der er en plan for, hvordan vi i Danmark skal håndtere problemet.

- Vi skal sætte os sammen og løse problemet, og vi må regne med, at regeringen har et overblik over, hvad problemet er, siger Dan Jørgensen.

Også Alternativet og SF opfordrer til, at et samlet Folketing tager sig af situationen.

- Regeringen bør invitere alle partier til en hel åben diskussion af, hvad vi gør, siger politisk leder, Uffe Elbæk.

Fra SF lyder det:

- Vi mener, at grænsebemandingen skal styrkes, så flygtningene bliver modtaget ordentligt og værdigt. Det kunne for eksempel være med mere nødhjælpspersonale, politi og socialrådgivere ved grænsen, siger integrationsordfører Jacob Mark.

Umiddelbart mener Inger Støjberg dog ikke, at der er behov for mere nødhjælpspersonale.

/ritzau/