Støjberg: Smykkeforslag behøver ikke præcision

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

Lovteksten til det forslag, der skal give politiet ret til at konfiskere værdigenstande fra asylansøgere, skal præciseres for at undgå misforståelser, mener De Konservative og Liberal Alliance.

Men det forstår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke.

Hun mener, at lovforslaget allerede er klart formuleret, men hun vil nu lytte til de ændringsforslag, der måtte komme fra støttepartierne og Socialdemokraterne.

- Efter min mening er lovforslaget tilstrækkeligt klart formuleret, men jeg lytter naturligvis til alle konstruktive input, der måtte komme i høringsfasen og i Folketingets behandling af forslaget, skriver hun i en mail til Ritzau.

- Lovforslagets indhold og formuleringer er et resultat af meget grundige drøftelser mellem de blå partier og Socialdemokratiet. Derfor ser forslaget ud, som det gør.

De Konservatives udlændinge- og integrationsordfører, Naser Khader, udtrykte tirsdag et ønske at ændre formuleringerne i lovforslaget, så der ikke kan herske tvivl om, hvorvidt politiet kan konfiskere ure, smykker, guldtænder eller vielsesringe fra asylansøgere.

- Vi bakker op om lovforslaget, vi vil bare have en præcisering. Vi vil ikke tage ringe, ure eller halskæder fra folk - uanset hvad værdien af dem måtte være, siger Naser Khader tirsdag til Ritzau.

Også Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøl, mener, at der er grund til at kigge lovforslaget igennem.

- Med de nye kommentarer fra Naser Khader og Dan Jørgensen, er det værd at diskutere den her del af lovforslaget én gang til, siger han.

Han henviser til, at Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, mandag udtalte, at der kan være "formuleringer, der skal strammes op" i lovforslaget.

/ritzau/