Støjberg tæt på at blive ny politisk ordfører

Skrevet af admin

26/02/2014

Mest læste i dag

Nuværende integrationsordfører Inger Støjberg står til at blive Venstres nye politiske ordfører – en særdeles fremtrædende post i det store oppositionsparti. Det skriver tv2.dk

TV 2 erfarer, at partiledelsen med stor sandsynlighed vil indstille til folketingsgruppen, at Støjberg overtager posten efter Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby er gravid, og inden hun skal på barsel, vil Venstre kører en ny politisk ordfører i stilling.

Ud over Inger Støjberg har Sophie Løhde også været nævnt som en mulig afløser for Ellen Trane Nørby.

Folketingsgruppen skal formelt stemme om posten på et gruppemøde torsdag, men der er tradition i partiet for, at gruppen følger ledelsens indstilling.

Inger Støjberg har tidligere været politisk ordfører i partiet og har desuden været beskæftigelsesminister og ligestillingsminister i VK-regeringen.

Hun er kendt som en "hardliner" på integrationsområdet og har flere gange vakt opsigt med hårde meldinger.

Hvis hun vælges som politisk ordfører torsdag, kommer Inger Støjberg til at spille en absolut fremtrædende rolle i partiet frem mod det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest i september 2015, skriver tv2.dk.

/ritzau/