Støjberg tager statsløse-konvention op i FN

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil nu gå til FN-systemet for at få ændret den - i Danmark - omstridte statsløse-konvention.

Det skriver Politiken forud for et samråd om samme sag med ministeren klokken 11, som Dansk Folkepartis Christian Langballe har indkaldt hende til.

- Jeg vil tage kontakt til FN's flygtningehøjkommissær for at indlede drøftelser om en modernisering af statsløse-konventionen, så den tager højde for de udfordringer, som vi står med i dag. Den er jo skrevet i en anden tid, siger Inger Støjberg til avisen.

Statsløse-konventionen var den, der fældede tidligere Venstre-integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), fordi Danmark under hendes ledelse ikke havde efterlevet konventionen, men ladet statsløse søge efter de almindelige regler, når de søgte om statsborgerskab.

Og det på trods af at konventionen giver statsløse ret til at få statsborgerskab uden om et lands normale kriterier, hvis de ikke er dømt for alvorlig kriminalitet.

Siden Rønn Hornbechs fald har Danmarks overholdelse af konventionen imidlertid gjort, at en række statsløse dermed har fået statsborgerskab.

Også selvom Politiets Efterretningstjeneste (PET) i forbindelse med ansøgningsproceduren har advaret om, at de kan være til fare for statens sikkerhed. Så længe de ikke har været dømt for dette, har de haft krav på statsborgerskab.

Modsat ikke-statsløse ansøgere om dansk statsborgerskab, der kan blive forhindret i at få statsborgerskab, hvis PET advarer imod dem. Også selv om de pågældende måtte leve op til de gældende kriterier, som statsløse altså ikke behøver leve op til.

/ritzau/