Støjberg udskyder udlændingestramninger på ubestemt tid

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der i sidste uge gennemførte noget af en lovgivningsspurt ved på blot tre dage at haste en stribe vidtgående ændringer af udlændingeloven gennem folketinget, må nu erklære en ufrivillig pause i stramningerne.

Det sker, efter at forhandlinger om blandt andet ændrede familiesammenføringsregler og midlertidige opholdstilladelser er stødt på grund.

Ifølge ministeren bliver konsekvensen, at der kommer flere asylansøgere til Danmark, end hvis stramningerne var gennemført.

- Vi har en markant opstramning på udlændingeområdet, der nu kommer til at vente på sig, siger hun.

Hun og flere andre politikere havde ellers satset på at få en aftale gennem Folketinget inden jul.

Men der er indtil videre ikke indkaldt til officielle forhandlinger, og i og med at der venter en folkeafstemning om retsforbeholdet i næste uge, ligger det i kortene, at der kan være en forsinkelse på vej, lader Inger Støjberg forstå.

- Det har en konsekvens i forhold til tilstrømningen til Danmark. Jeg ønsker, at vi skal have bremset op

- Det er præcis det, der ligger i den pakke med en markant opstramning på både opholdsvilkår helt generelt - den økonomiske del af det - men også familiesammenføringsregler og hvornår man kan få permanent ophold i Danmark.

- Alle de ting kommer til at lade vente på sig, og det er noget af det, vi ved, påvirker tilstrømningen.

Dansk Folkeparti afviser dog Støjbergs udlægning:

- Vi er enige om mange af forslagene, og hvis regeringen lagde dem ned i folketingssalen, så stemmer vi selvfølgelig for. Det er regeringens beslutning, at man ikke gør det, og at der ikke skal være forhandlinger foreløbigt, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Det er spørgsmålet om flygtningelandsbyer, der har fået parterne til at tage en tænkepause fra forhandlingerne. DF og S ønsker, at staten skal overtage ansvaret for de flygtninge, der får asyl i Danmark.

Det ansvar ligger i dag hos kommunerne, der har pligt til at indkvartere flygtninge og integrere dem. Men S og DF mener, at flygtninge fremover skal bo i adskilte barak- eller containerbyer med særlige skoler og vuggestuer.

Ifølge Støjberg er det imidlertid ikke et forslag, der bare sådan lige lader sig gennemføre. Der er en række spørgsmål, regeringen er nødt til at undersøge, forklarer ministeren.

- Hvad vil det koste, skal der oprettes et separat skolesystem, hvad med lægehjælp, hvad med alle de ting, vi normalt tilbyder i et velfærdssamfund, remser hun op.

- Og ikke mindst: Hvilken indvirkning vil det få på integrationen efterfølgende? Det bliver vi da nødt til at vide noget om. Så det er ikke fordi, vi ikke vil etablere flygtningelandsbyer, siger Inger Støjberg.

Støjberg vurderer, at det kan tage månedsvis at skaffe, hvad hun kalder for et ordentligt beslutningsgrundlag om flygtningelandsbyer.

- Det, der sker i de her timer, er, at DF og S udskyder vores muligheder for at gennemføre opstramninger af udlændingepolitikken, lyder det fra integrationsministeren.

/ritzau/