Støjberg vil sende flere migranter tilbage til Afrika

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

EU-landene skal have sendt flere afviste migranter tilbage til Afrika, og hvis de afrikanske lande ikke vil tage imod deres egne statsborgere, skal der skæres ned i udviklingshjælpen til dem.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fredag ved ankomsten til et indenrigsministermøde i Luxembourg med flygtninge- og migrationskrisen på toppen af dagsordenen.

- Man er forpligtet til at tage imod sine egne borgere, og derfor nytter det ikke noget, at vi på den ene side sidder og finansierer et land, men at de på den anden side ikke lever op til de aftaler, der ligger, siger Støjberg.

- Noget af det, som menneskesmuglerne har stor respekt for, og noget af det, vi ved virker, er, hvis man får reel gang i tilbagesendelserne, siger hun.

Dermed bakker hun op om målet med et nyt udspil fra EU-Kommissionen, der netop vil belønne de afrikanske lande, der samarbejder med EU om at bremse strømmen af økonomiske migranter, og straffe dem, der ikke gør.

Udspillet, der bliver positivt modtaget af EU-landene, skal fredag diskuteres på mødet i Luxembourg.

Her vil Støjberg og hendes kolleger også tage bestik af, hvordan det går med at føre flygtninge- og migrationsaftalen med Tyrkiet ud i livet.

Det er snart tre måneder siden, at EU og Tyrkiet på et topmøde aftalte, at alle flygtninge og migranter, der ankommer til de græske øer, skal sendes retur til Tyrkiet.

Målet var at stoppe den store flugt i småbåde over Det Ægæiske Hav. Og det er lykkedes, selv om ingen afviste asylansøgere foreløbig er sendt tilbage.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har adskillige gange truet med at droppe aftalen, hvis EU ikke leverer sin modydelse i form af penge og visumfrihed til tyrkerne i en fart.

Men indenrigsminister Klaas Dijkhoff fra det hollandske EU-formandskab siger, at samarbejdet med Tyrkiet dagligt skrider pragmatisk fremad.

- Aftalen virker. Folk drukner ikke længere i Det Ægæiske Hav, og jeg bruger nu min energi på at sikre, at vi får de samme resultater og effekt i Middelhavet, så vi også sikrer, at folk heller ikke drukner der, siger Dijkhoff.

/ritzau/