Støjberg: Vrangvillige flygtninge bør flytte sig

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

De burde være taknemmelige og ikke stille sig på tværs.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at en gruppe enlige flygtninge på asylcentret i Grenaa har nægtet at imødekomme Udlændingestyrelsens krav om flytning.

Centret skal fremover udelukkende huse flygtningefamilier, og derfor skal de enlige flygtninge fremover huses på andre asylcentre, blandt andet i Thyregod i Midtjylland.

- Jeg synes først og fremmest, de burde være taknemmelige over at være kommet til et land, hvor der bliver passet godt på dem, og hvor de får tag over hovedet, mad og lommepenge, siger Inger Støjberg.

Hun har svært ved at forstå, at flygtningene modsætter sig kravet om flytning.

- Førsteprioriteten, hvis man er flygtning, det er, at man har livet i behold, og at nogen passer på én, og det er tilfældet her. Så jeg synes, de skulle tage at pakke deres ting sammen og komme over til det sted, hvor de vil blive placeret, siger udlændinge- og integrationsministeren.

I alt har et halvt hundrede enlige på Røde Kors-asylcentret i Grenaa fået besked om at flytte. En gruppe på 17 har nægtet at følge henstillingen. Men tirsdag har politiet været på besøg på centret for at forkynde et påbud om flytning. Og det har fået nogle af asylsøgerne på andre tanker.

Tirsdag eftermiddag har syv ud af de 17 således forladt asylcentret i Grenaa. Udlændingestyrelsen forventer, at de resterende også forlader centret inden for kort tid.

Hvis det mod forventning ikke sker, kan det blive en opgave for politiet at gennemtvinge flytningen.

- Hvis ikke de flytter frivilligt, så kan det blive nødvendigt med politiets hjælp. Men det ville være ulykkeligt, synes jeg, siger Inger Støjberg.

/ritzau/