Største tab i årevis: 13 israelske soldater dræbt søndag

Israel har søndag oplevet det største tab af soldater på én dag i årevis, da 13 soldater blev dræbt under en række angreb fra militante i Gaza, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Det sker, efter at Israel har udvidet sin offensiv på landjorden i Gazastriben i kampen mod Hamas-bevægelsen, som styrer det palæstinensiske område og affyrer raketter ind over grænsen til Israel.

- Siden i aftes er 13 soldater fra IDF's Golani Brigade blevet dræbt, mens de har kæmpet mod terrorister fra Hamas i Gaza, skriver Israels militær på dets officielle twitter-konto.

Dermed har Israel i alt mistet 18 soldater, siden hæren begyndte en større landoffensiv i Gaza i torsdags.

Hamas har tidligere sagt, at bevægelsen i et bagholdsangreb overfaldt israelske styrker og detonerede sprængstoffer omkring deres køretøj i et palæstinensisk område.

Andre islamiske militante siger, at de har angrebet israelske soldater i et hus i Gaza.

I Shejaia-distriktet i det nordøstlige Gaza har over 60 palæstinensere mistet livet i et langvarigt israelsk bombardement, som anses for at være det blodigste angreb i enklaven i fem år.

Dermed har 425 palæstinensere mistet livet under konflikten, mens søndagens angreb mod Gazastriben foreløbigt har kostet 87 livet.

Mange af de døde og sårede er blevet bragt til Shifa-hospitalet i Gaza City under søndagens israelske granatangreb.

Israel begyndte angrebene mod Gazastriben den 8. juli med bombardementer fra luften, men torsdag rykkede israelerne også ind på landjorden med det mål at ødelægge tunnelsystemer, der fører fra Gaza og under jorden til Israel.

Den seneste konflikt er blusset op, efter at tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden og senere fundet dræbt. Israel skød skylden på Hamas.

Efterfølgende blev en ung palæstinenser fundet dræbt, i hvad der vurderes at være hævn for de tre døde israelere.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip