Størstedelen af flygtninge melder sig klar til at arbejde

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

Langt størstedelen af nytilkomne flygtninge vil tage et arbejde i morgen, hvis de fik tilbudt et job.

En rundspørge foretaget af Børsen blandt 344 nytilkomne flygtninge viser, at 86,5 procent af dem, der lige er kommet til Danmark, ville takke ja til et job, hvis de fik et.

Flygtningenes klare svar skal ses i forhold til, at kun tre procent af dem bliver vurderet til at være jobparate, mens hele 97 procent bliver erklæret uegnede til at arbejde i Danmark af kommuner og jobcentre.

- Hvis der kommer en virksomhed i dag og spurgte, om jeg ville arbejde for dem, så ville jeg tage det med det samme.

- Alle vil gerne have et arbejde, som er det vigtigste i forhold til at få et normalt liv her i Danmark, siger Afshin Fateh, der er uddannet ingeniør i Iran, og som taler engelsk, tysk og fransk, til Børsen.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil have vendt bøtten, så man bliver erklæret parat til at arbejde, når man kommer til Danmark.

- Alle de her mennesker er vant til at forsørge sig selv, og det kan ikke passe, at 97 procent lige pludselig har mistet arbejdsevnen, siger Inger Støjberg til Børsen.

/ritzau/