Støtte til broderskab giver fængsel til journalister

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

En egyptisk domstol har lørdag idømt tre journalister fra mediet al-Jazeera tre års fængsel for terror-relaterede anklager i en sag, der har vakt international bekymring over ytringsfriheden eller mangel på samme i landet.

De tre journalister, som blev anholdt i december 2013, blev i juni sidste år idømt syv års fængsel for at have samarbejdet med en ulovlig terrororganisation og for at have spredt løgnagtige oplysninger om Egypten.

To af de tiltalte, den canadisk-egyptiske Mohamed Fahmy og den egyptiske producer Baher Mohamed, var til stede ved domsafsigelsen. Den australske journalist Peter Greste blev dømt in absentia, da han ikke længere befinder sig i Egypten.

De egyptiske myndigheder benytter betegnelsen terror-organisation om Det Muslimske Broderskab, som indtil sommeren 2013 sad på magten i landet.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har afvist retssagen som det rene svindel og siger, at dommene er et grumt angreb på ytringsfriheden.

I januar blev den tidligere dom omgjort efter en anke, og en ny retssag blev berammet. Lørdagens retsmøde er det tredje, hvor der var ventet en domsafsigelse, idet to tidligere blev hævet uden en afgørelse.

På ordre fra Egyptens præsident, general Abdel-Fattah al-Sisi, blev australieren Peter Greste løsladt fra fængslet i januar og udvist fra Egypten. Det gjorde al-Sisi med hjemmel i et dekret fra november.

Det bestemmer, at præsidenten kan udvise udenlandske lovovertrædere og fanger, hvis han mener, at det tjener landets interesse.

Retten, der har behandlet ankesagen, løslod efterfølgende mod kaution de to andre journalister og tre egyptiske studerende, der også var tilbageholdt.

Sagen menes at være en udløber af et særdeles anstrengt forhold mellem de egyptiske myndigheder og det Qatar-baserede medie. Al-Jazeera har ved tidligere lejligheder klaget over, at egyptisk militær har blokeret mediets tv-signal med militært isenkram.

Al-Jazeera besluttede i december at lukke mediets egyptiske kanal.

/ritzau/dpa