Støtten til ulandsbistanden daler blandt danskerne

Er det virkelig nødvendigt, at Danmark giver milliarder af kroner hvert år i udviklingsbistand? Det spørgsmål er der øjensynligt flere og flere danskere, der stiller sig selv.

Ifølge en ny måling falder andelen af danskere, der er tilhængere af, at Danmark yder økonomisk bistand til verdens fattigste lande, skriver Berlingske.

Målingen, som er foretaget af analyseinstituttet Wilke for Udenrigsministeriet, viser, at opbakningen til udviklingsbistanden i dag ligger på 61 procent. Dermed er opbakningen faldet 15 procentpoint i løbet af de seneste fem år, og i forhold til den foregående måling er andelen af tilhængere faldet "signifikant", hedder det i undersøgelsen.

Derudover mener færre og færre danskere, at de cirka 17 milliarder udviklingskroner gør en forskel, mens flere synes, at velfærden i Danmark skulle sikres, før pengene bliver brugt på at hjælpe ulandene.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) påpeger dog over for Berlingske, at et stort flertal stadig er tilhængere af støtten, og at modstanden er uændret.

Han kritiserer Venstre for at ville skære i bistanden.

- Når Folketingets p.t. største parti, Venstre, sammen med andre argumenterer for, at vi skal skære i bistanden, så påvirker det folks holdning, siger Mogens Jensen til avisen.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, ser også Venstres spareforslag og "politisering af udviklingsbistanden" som en årsag til den faldende støtte.

Men den kritik afviser Venstre.

- At man politiserer, at Danmark bruger 17 milliarder kroner om året af skatteydernes penge på udviklingsbistand, skal ikke kritiseres. Det skal netop politiseres. Alt andet vil være en lemfældig omgang med danskernes penge, siger udenrigsordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).

/ritzau/

Dagens Gossip