Stoke-spiller får ophævet karantæne før Liverpool-kamp

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Stoke fik held med at appellere karantænen på tre spilledage til Geoff Cameron, der blev udvist i lørdagens 1-2-nederlag ude til West Bromwich i Premier League.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) meddeler på sin hjemmeside, at den amerikanske landsholdsspillers røde kort cirka fem minutter før tid var en fejl fra dommerens side.

30-årige Geoff Cameron blev sendt fra banen, fordi han angiveligt skubbede hårdt til en modspiller.

Han blev udvist, kort tid efter at Stoke havde udlignet til 1-1.

Kort før tid slog West Bromwich dog til med kampens afsluttende scoring.

Med ophævelsen af karantænen kan Geoff Cameron være med, når Stoke tirsdag tager imod Liverpool i den første af to semifinalekampe i Liga Cuppen.

/ritzau/