Stokholm er manden i midten

Da landstræneren efter blot 32 minutter sendte William Kvist på banen mod Makedonien var det med alt andet end Olsens gode vilje. Men det var bidende nødvendigt. Det danske landshold var blevet pillet fra hinanden i den første halve time i Skopje mod et makedonsk hold, der havde scoret tre mål på sølle 24 minutter. Fuldstændig uhørt for et dansk landshold at være bagud med så meget på så kort tid.

Så Kvist måtte ind og genoprette balancen på holdet for at begrænse nederlaget, og missionen lykkedes, da Makedonien ikke scorede yderligere. Men Kvist skulle slet ikke have spillet den kamp. For Stuttgart-spilleren har karantæne mod Tjekkiet, og derfor skulle der testes alle andre alternativer. Fredag er der ingen Kvist på bænken. Det bliver FCN-kaptajn Nicolai Stokholm, der skal sikre, at katastrofen ikke også indtræffer i den tjekkiske provinsby Olomouc.

Alder betyder ingenting

Stokholm har som 36-årig først nu for fået gang i landsholdskarrieren, og nu er han pludselig en vigtig spiller i en nøglekamp.

- Jeg er nok et lysende eksempel på, at alder nødvendigvis ikke er ensbetydende med, at det går den forkerte vej. Jeg var med landsholdet i 2004 og 2005, men det blev aldrig til så meget. Jeg synes stadig, det er sjovt at repræsentere mit land og være med i de her kampe, selv om jeg er kommet op i årene, forklarer Nicolai Stokholm.

Mens de fleste fodboldspillere i hans alder vælger at prioritere klubfodbold og familieliv, så nyder Nicolai Stokholm at være en del af landsholdet.

- Jeg nyder det bare. Jeg forsøger at gøre det så godt på klubholdet, at jeg kommer i betragtning til landsholdet, og det er heldigvis lykkedes meget godt, siger Stokholm, der også startede inde i nederlaget til Italien sidste år.

Vigtigt midtbaneslag

Ifølge Morten Olsen kan kampen blive afgjort i midtbanekrigen, og den opfattelse deles af FCN-anføreren, der var skadet, da Danmark kollapsede mod Makedonien.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal være på mærkerne. Tingene bliver afgjort i maskinrummet, og vi skal have snor i deres kreative spillere på midtbanen. Jeg forventer mig en intens kamp, hvor der bliver fightet om hver eneste bold. For både Danmark og Tjekkiet er det her en nøglekamp, lyder analysen fra Stokholm.

Hold øje med Rosicky

Især én spiller skal han holde et ekstra godt øje med. Arsenals Tomas Rosicky.

- Han er en utrolig dygtig spiller. Han har efterhånden været med i mange år, og han må ikke få for meget plads, for så kan han hurtigt blive afgørende. Bliver han retvendt, så er han ekstremt dygtig til at stikke bolde i dybden til angriberne, så han skal lukkes ned. Jeg ser ham som en af Tjekkiets vigtigste spillere, og jeg tror, meget af spillet kommer til at gå via ham, siger Nicolai Stokholm.

Dagens Gossip