Stolpe-stolpe ud for Silkeborg

Fodbold er i dén grad et spil om de små marginaler. Spørg bare i klubber som FCK, OB, AaB og Silkeborg.

Søndag aften så man i Parken et FC København-mandskab belejre OBs mål gennem 90 minutter, og alligevel fik fynboerne 1-1 på et mål direkte på frispark på holdets eneste chance i kampen.

Mandag aften var det Silkeborg, der havde marginalerne imod sig. Holdets giftige tysker, Marvin Pourie, fik i 54. minut dén chance, der kunne have sikret bundholdet et uhyre vigtigt point i kampen mod nedrykning.

Tyskerens afslutning på den dybe stikning passerede Nicolaj Larsen i AaB-målet, men tog så indersiden af den ene opstander, sprang på tværs og ramte indersiden af den anden opstander og sprang i spil igen.

Stolpe-stolpe ud for Silkeborg, der må konstatere, at det ofte er et bundholds lod, at disse små marginaler sjældent falder ud til hold fra de nedre regioner af en liga.

Når det er sagt, så ville det ikke have været fortjent, hvis Silkeborg havde været lige så heldige mandag, som OB var dagen før i Parken. For AaB ville bestemt mest i kampen, og Nicklas Helenius' hovedstødsmål lige efter pausen i helt umarkeret position var blot en af mange scoringschancer, hjemmeholdet havde i opgøret.

Nu var Helenius-scoringen nok til at hive tre nordjyske point hjem, hvilket er AaBs første sejr i et alt andet end godt nordjysk forår. Men måske det går mod lysere tider for AaBerne. Hvilket er mere, men kan sige om Silkeborg IF, der nu er sidst i Superligaen.

 

 

 

Dagens Gossip