Stolt Esbjerg-træner: Ikke mere at hente i Europa

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Esbjerg er efter torsdagens 1-1 mod Fiorentina færdige for denne gang i europæisk fodbold. Men skuffelsen over at blive slået ud i Europa Leagues 1/16-finale af det prominente italienske hold er til at overskue.

De 10 kampe mod hold fra fem forskellige lande har været lærerige, men har også kostet mange kræfter, siger træner Niels Frederiksen.

- Vi ville da gerne være gået videre, men vi må også overveje, hvor meget vi havde fået ud af to kampe mod Juventus. Det havde så igen kostet point i Superligaen.

- Jeg er stolt på spillernes og klubbens vegne over det, vi har præsteret i Europa League. Det har været en fantastisk rejse. Jeg har det ikke dårligt med, at vi nu siger tak for denne gang, og vi har fået det ud af det, vi skulle have, siger Niels Frederiksen.

Netop fordi det hårde program har kostet mange kræfter, valgte han at starte med en række reserver på banen i returkampen mod italienerne. Men resultatet blev alligevel bedre, end de fleste havde forventet.

Træneren selv er dog ikke så overrasket.

- Jeg stoler på mine spillere og på, at de kan levere en god præstation, selv om de ikke har spillet så meget i Superligaen. Og det synes jeg, de viste mod Fiorentina. Kæmpe cadeau til dem, siger Niels Frederiksen.

- Jeg var ikke bekymret, men jeg var da spændt på, hvordan de ville håndtere det. Jeg må sige, at det gjorde de ganske fint, selv om vi havde vores udfordringer i perioder og ikke havde bolden så meget, siger Esbjerg-træner.

Næste gang han sender sine spillere i aktion bliver på søndag, når OB kommer på besøg i Superligaen.

/ritzau/