Stolt Jan Ø: Nu skal jeg vinde All England

Skrevet af admin

06/03/2015

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen er klar til semifinalen ved All England, men det er langt fra nok for Danmarks bedste badmintonspiller.

Nu skal turneringen nemlig vindes, siger Jan Ø. Jørgensen efter sejren i den rent danske kvartfinale over Viktor Axelsen.

- Det er noget, jeg prøvede for to år siden (at være i semifinalen red.), og det er jeg super stolt af at gøre igen. Men jeg vil mere, for jeg har prøvet det før. I går kunne jeg også mærke, at det der med at stå i en kvartfinale, det rører mig ikke rigtig mere.

- Det kan lyde lidt småarrogant, men folk må tænke, hvad de vil.

- Der er sgu ikke nogen, der husker alle dem, der har været i semifinaler og finaler. Det handler om at vinde, og jeg skal have mit navn på så mange ting som overhovedet muligt, inden jeg stopper, siger Jan Ø. Jørgensen.

Fredagens kamp mod Viktor Axelsen bød på et jævnbyrdigt første sæt, som Jan Ø. Jørgensen vandt efter fire sætbolde med 24-22.

I andet sæt viste den danske verdenstoer klassen og vandt 21-14.

- Jeg spiller noget af mit bedste badminton de her uger, og jeg har brugte det der lorte forløb siden VM-skaden ordentligt. Det tager tid at komme ud af, men når jeg står på den anden side, er jeg bare endnu stærkere, siger Jan Ø. Jørgensen.

Viktor Axelsen erkender, at han mødte en bedre modstander på dagen og ærgrer sig over sine egne fejl.

- Jeg tror, vi begge har lidt nerver på. Jan kommer bedst fra start, og jeg laver for mange fejl. Det gør jeg faktisk i hele kampen, synes jeg.

- Jan er mere kold i slutningen af første sæt, og jeg kæmper også med tingene i andet sæt. Så det er den rigtige vinder i dag, siger Viktor Axelsen.

Hans-Kristian Vittinghus var den tredje danske deltager i herresingle, men han røg skuffende ud allerede i første runde.

/ritzau/