Stolt målscorer Højbjerg: Jeg er helt rørt

Det unge Bayern München-stjernefrø Pierre-Emile Højbjerg var stolt og bevæget over sin scoring til 1-1 for Danmark i EM-kvalifikationskampen mod Armenien i Telia Parken.

Det siger han til tv-stationen Kanal 5 straks efter kampen.

- Det giver gåsehud, og det gav et dejligt momentum. Det vigtigste er, at vi får en sejr og er godt i gang. Jeg er helt rørt, siger den 19-årige fodboldspiller oven på Danmarks sejr på 2-1 i EM-kvalifikationskampen.

Bayern München-spilleren udlignede til 1-1 efter 65 minutter, et kvarter efter, at armenerne havde chokeret danskerne med en scoring på gæsternes - stort set - første skud på mål.

- Vi spillede ikke hurtigt nok i første halvleg, og så sker det værste, der kan ske. Men vi kom godt i gang, fortsætter Pierre-Emile Højbjerg, som dog stadig mener, at Danmarks fodboldlandshold har plads til forbedringer.

- Det giver selvtillid, men vi kan blive bedre. Det er rart, at vi kan vinde og stadig kan se, hvad vi kan gøre bedre, siger han til tv-stationen.

/ritzau/

Dagens Gossip