Stolt Thomas Frank: Vi genfandt skarpheden mod Viborg

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Brøndby hentede sæsonens første sejr i Alka Superligaen, da det søndag blev til 4-0 ude mod Viborg.

Brøndbys pressede cheftræner Thomas Frank er lettet over, at det endelig blev til en sejr, og at holdet formåede at holde buret rent.

- Det vigtigste var at få tre point, og det fik vi, og at vi formåede at holde nullet, var vi selvfølgelig også glade for. Det synes jeg, vi har manglet, siger Thomas Frank.

En af hovedårsagerne til Brøndbys sejr er ifølge cheftræneren, at holdet viste en skarphed, som har manglet tidligere i sæsonen.

- Vi viste noget af den skarphed, som jeg synes, vi har manglet i de første kampe. I de første 25 minutter viste vi et godt niveau, når vi havde bolden, og vi fik skabt chancer.

- Efterfølgende smed vi for mange nemme bolde væk, men spillerne kæmpede røven ud af bukserne, og det er jeg meget tilfreds med, siger han.

Brøndbys store helt blev finske Teemu Pukki, der fik netmaskerne til at blafre to gange i opgøret. Ud over målene glæder angriberen sig over, at det endelig blev til tre point.

- Det var dejligt at få scoret, og specielt når det er så vigtige mål. Vi har ikke haft det nemt i denne sæson, så det var virkelig vigtigt, at vi sikrede de tre point.

- Det har været en hård sæson, men allerede i sidste uge viste vi mod, og i dag sikrede vi så endelig en sejr, siger Pukki.

Der venter Brøndby en hård uge, hvor holdet først skal en tur til Grækenland og spille mod Paok i Europa League torsdag aften. Og søndag tager Brøndby imod Sønderjyske i Superligaen.

/ritzau/