Stoltenberg: 22. juli har samlet os om demokrati og åbenhed

Demokratiet og åbenheden, som den norske massemorder Anders Behring Breivik angreb for fem år siden, er blevet styrket.

Nordmændene er blevet mere bevidste om deres værdier, siger tidligere statsminister og nuværende generalsekretær i Nato, Jens Stoltenberg, fredag.

- Norge har vist, at vi har samlet os om åbenhed og demokrati, siger han til norske TV2 ifølge NTB.

Fredag markerer nordmændene, at det er fem år siden, at Breivik angreb Norge. Med en bilbombe på 950 kilo sprængte Breivik huller i seks ministerier i Oslo, hvorefter højreekstremisten forklædt som politimand skød dusinvis af unge politiske aktive på øen Utøya.

I løbet af knap tre timer mistede 77 livet i det værste angreb mod Norge i nyere tid. Ifølge Breivik blev angrebet udført i "nødværge" for at redde Norge og Europa fra islam.

/ritzau/

Dagens Gossip