Stoltenberg: Norge har stået fast på sine værdier

Skrevet af admin

22/07/2015

Mest læste i dag

Norge har formået at værne som sine vigtigste værdier, efter at landet blev ramt af terroren for fire år siden.

Det mener Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, der var statsminister i Norge dengang.

Onsdag er han til stede, når de 77 personer, der mistede livet ved angrebet 22. juli 2011, bliver mindet i regeringskvarteret i Oslo og på Utøya, hvor Anders Behring Breivik slog 69 af de 77 ihjel.

- Jeg oplevede som statsminister, at landet jeg stod i spidsen for, blev udsat for et terrorangreb, at mit parti og steder, som stod mig nært, blev angrebet. Derfor er det også noget, som jeg personligt har et meget nært forhold til, siger Jens Stoltenberg til nyhedsbureauet NTB.

Selv modtog han store roser for sin håndtering af angrebet, hvor han i dagene efter stod fast på, at Norge skulle værne om sit demokrati og åbenhed på trods af al gruen.

- Jeg mener, at Norge har vist styrke. Det er let at sige, at det bare var ord. Men i denne sammenhæng spiller det en rolle. Det handler om, at vi forsvarede vores værdier, at vi er et samfund præget af tillid og åbenhed. Det er vi fortsat, siger Stoltenberg.

På Utøya markeres tragedien med indvielsen af et nyt mindested, som består af en ring med navnene på 60 af de 69 personer, der blev dræbt på øen.

De pårørende til de sidste ni ofre er endnu ikke parate til at få navnene skrevet på mindesmærket, men der er gjort plads til deres navne på ringen.

I alt blev 77 mennesker dræbt under terrorangrebet. Otte mistede livet, da en bombe sprang i Oslo, mens 69 personer blev dræbt på Utøya.

Den socialdemokratiske ungdomsorganisation, Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der var på Utøya under angrebet i 2011, vender i år tilbage til øen for at afholde sin sommerlejr fra 7. til 9. august.

/ritzau/NTB