Stor bekymring for manglende politi på landets små øer

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Efter en række sager, hvor politiet har reageret langsomt eller slet ikke været til stede på landets mindre øer, forsøger en række lokale politikere nu at sætte fokus på situationen, som, de mener, er problematisk.

Det sker blandt andet ved et samråd tirsdag i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, hvor justitsminister Mette Frederiksen (S) bliver spurgt, hvordan man vil styrke politiindsatsen på landets små øer.

Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V), er især bekymret for, at funktionen som landbetjent ifølge ham er ved at blive udfaset i Danmark. Han oplyser, at der ikke har været en landbetjent på Fanø siden august sidste år.

- Der er ingen, der søger jobbet som landbetjent, fordi jobbet ikke er særlig attraktivt. Så jeg er bekymret for, at man på den måde udfaser landbetjent-funktionen, siger Erik Nørreby til Ritzau.

Ifølge borgmesteren har netop landbetjente nogle særlige kvaliteter, der gør, at de kan bidrage til at skabe et mere trygt samfund.

- En stor del af landbetjentens funktion er også den forebyggende indsats, Når de bor i lokalsamfundet, så ved de, hvor skoen trykker, og hvem de skal have fat i, siger han.

Han mener, at det er vigtigt at have landbetjente og henviser blandt andet til en episode for nylig, hvor en borger på Fanø stoppede en spritbilist.

- Der kunne man have taget en spritbilist på fersk gerning, men fordi der ikke var politi på øen, så gik der for lang tid, og man fik ikke fat i ham, siger Erik Nørreby.

Også på Ærø har der været problemer med, at politiet ikke når frem i tide. Tidligere på året måtte der tilkaldes politi fra Svendborg, da der opstod slagsmål på et værtshus i Ærøskøbing. Politiet kom med fly, men nåede først frem, da uroen var drevet over.

På tirsdagens samråd forklarede justitsminister Mette Frederiksen, at hun mener, at det er vigtigt at skabe trygge samfund på øerne, men at det er politiet, der har ansvaret for, at opgaverne bliver udført korrekt.

/ritzau/