Stor dopingring afsløret i USA

Mindst 20 baseball-spillere får inden længe karantæne, efter en dopingklinik er blevet afsløret. Det er den største dopingskandale i amerikansk historie.

Doping er da sådan noget, som kun cykelryttere tager, er det ikke? Nej, ikke helt. Det amerikanske sportssite ESPN kan fortælle, at en stor dopingskandale snart vil blive offentliggjort i USA. En skandale, som vil ryste baseball, hvor doping historisk har været meget udbredt.

En klinik i Miami har ifølge ESPN længe været under efterforskning, og her skal et stort antal af baseball-spillere været blevet behandlet med præstationsfremmende midler. Ifølge ESPN er mindst 20 topspillere blevet identificeret ud fra blandt andet navne på lister i klinikken, og de vil inden længe blive straffet med op til 100 kampes karantæne.

Manden bag klinikken i Miami er den selvlærte Tony Borsch. Han skulle længe have forhandlet med efterforskerne bag den store dopingsag, og via sine advokater har han fået lovning på, at han ikke vil blive retsforfulgt, hvis han samarbejder. Det har han indvilliget i, og han forsynder således efterforskerne med informationer, som kan fælde de sportsfolk, som har fået præstationsfremmende stoffer i klinikken. 

Myndighederne fik nys om dopingklinikken tilbage i 2009. ESPN konfronterede fornyeligt Borsch med sagen, men her afviste han alt og sagde, at han er udsat for et karaktermord.

- Jeg er blevet anklaget, fremstillet og dømt i medierne. Jeg er blevet falsk anklaget gennem medierne. Jeg har ikke gjort noget forkert, forklarede han.

Det er dog ikke hele historien, hvis man skal tro ESPNs detaljerede oprulning af sagen. Inden længe vil resultaterne af efterforskningen bliver offentliggjort, og mindst 20 spillere vil få karantæne for at have dopet sig.

Dagens Gossip