Stor dusør udlovet: Katten Osvald skudt i hovedet

Skrevet af Ann Katrine Warren

24/09/2013

Dagens topnyheder

I weekenden blev katten Osvald skudt flere gange med en paintballpistol. Nu går Dansk Dyreværn Århus ind i sagen og udlover en dusør på 5000 kroner i håb om at finde frem til gerningsmændene.

Den grove mishandling skete lørdag aften i Gedsted og efterlod den fem måneder gamle kat med fire ødelagte tænder og skader omkring munden og højre øje. En kugle sad stadig i kattens læbe, da en dyrlæge senere undersøgte den.

- Vi ved stadig ikke, hvem som har gjort det, men jeg håber, at dusøren kan hjælpe med til at finde gerningsmanden, siger Osvalds ejer, Anne Kudahl til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Katten Osvald skudt flere gange med paintball-pistol

5000 tusind kroner i dusør er usædvanligt meget i en sag om dyremishandling, men da man blandt andet mener, at der kan være tale om grove drengestreger, mener Dansk Dyreværn Århus, at det er vejen frem.

- Der er ingen spor efter gerningsmændene, men vi tænker, at der med en dusør på 5000 kroner er tale om mange penge for de fleste, især for den yngre del af befolkningen, siger Mette Hansen, dyreværnskonsulent i Dansk Dyreværk Århus til Nordjyske. 

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Anne Kudahl er overbevist om, at Osvald er blevet skudt i nærheden af hendes hjem på Østergade i Gedsted, da katten altid holder sig til området.

Oplysninger i sagen kan gives til Nordjyllands Politi eller Dansk Dyreværn Århus.

Læs også: Dyremishandling: Kvinde sultede kat ihjel