Stor flertal af israelere er imod blandede ægteskaber

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Et meget stort flertal i den israelske befolkning er imod ægteskab med en partner, der tilhører en anden religion.

Det viser en meningsmåling, som avisen Haaretz har fået foretaget, efter en debat er blusset op i israel om blandede ægteskaber.

75 procent af de adspurgte jøder siger, at de kun vil gifte sig med en jødisk partner.

Blandt arabere i Israel er det 65 procent, der siger, at de er imod ægteskaber med en mand eller kvinde fra en anden religion.

Kun en femtedel af jøderne og en tredjedel af araberne siger, at religion ikke er nogen forhindring for at gifte sig.

I weekenden demonstrerede omkring 200 højreorienterede israelere ved et bryllup i Rischin Lezion nær Tel Aviv, hvor et jødisk-muslimsk par blev gift.

Politiet måtte holde demonstranterne på afstand, og der blev råbt slagord som "død over araberne".

Det har udløst en ophidset debat i Israel om tværreligiøse ægteskaber.

Det er en debat, der er blevet skærpet af de seneste ugers kampe i Gaza og raketter, der affyres mod Israel fra den palæstinensiske landstribe.

Israel har omkring otte millioner indbyggere, og af dem er cirka 20 procent arabere, de fleste muslimer.

/ritzau/dpa