Stor forskel på husejeres profit på ejendommen

Husejere i Frederiksberg Kommune har de seneste 10 år i gennemsnit tjent 240 kroner om dagen for hver million kroner, de har ejet hus for. Modsat har det kostet 70 kroner om dagen at være husejer i Lolland Kommune.

Det viser en analyse, som Spar Nord har lavet. Da huspriserne på Frederiksberg over 10 år er steget med 87,4 procent, er det den kommune i landet, hvor huspriserne er steget mest i perioden.

I bunden ligger husejerne, der bor i Lolland Kommune. Her er huspriserne de seneste 10 år i gennemsnit faldet 24,9 procent. Og det betyder, at det hver dag har kostet husejerne i Lolland Kommune omkring 70 kroner at eje for en million kroner hus.

Cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm siger, at det i høj grad er to demografiske tendenser, der har afgjort og fortsat vil afgøre udviklingen i huspriserne i landets kommuner.

- Den første er, at der lige nu sker et historisk skred i alderssammensætningen i den danske befolkning, og det betyder, at antallet af potentielle hussælgere vokser markant samtidig med, at antallet af potentielle huskøbere skrumper, siger Jens Nyholm.

Frem mod 2020 kommer der 15 procent flere seniorborgere i alderen 65-79 år svarende til 120.000 personer, og det er typisk den gruppe, der vælger at sætte huset til salg med øget udbud til følge.

Samtidig bliver der i samme periode færre af de typiske huskøbere, idet antallet af danskere i 30’erne falder med knap 35.000 personer.

- Den anden afgørende tendens for husprisernes udvikling er den generelle bevægelse fra land til by. Den betyder nemlig, at ubalancen mellem udbud og efterspørgsel forstærkes i områder med fraflytning, som dermed bliver ramt dobbelt hårdt, siger cheføkonomen.

Efter Frederiksberg Kommune følger Gentofte, København, Rebild og Aalborg Kommune som de kommuner, hvor det set over de seneste 10 år har været mest indbringende at være boligejer.

Analyse fra Spar Nord er baseret på Realkreditrådets tal for realiserede handelspriser.

/ritzau/

Dagens Gossip