Stor forskel på rige og fattige gymnasier

Det fremgår af en ny undersøgelse fra tænketanken Cevea om uligheden på gymnasierne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I perioden 2007-2011 havde de 30 rigeste gymnasier et samlet overskud på 586 millioner kroner, mens de 30 fattigste i samme periode havde et overskud på 123 millioner kroner.

Sidste år havde 20 gymnasier hver et overskud på fem millioner kroner eller mere.

Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea, mener, at de store uligheder viser, at der er grund til at indføre et socialt taxameter, så hver uddannelsesinstitution får penge ud fra, hvilke elever de har. For eksempel så skoler, hvor mange af eleverne har forældre uden uddannelse, får et højere tilskud.

»Der er højere omkostninger for skoler til at fastholde elever, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem. Derfor bliver vi nødt til at diskutere muligheden for et socialt taxameter, når frafald i så høj grad er betinget af elevernes baggrund,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Gymnasieskolernes Lærerforening bakker forslaget om et socialt taxameter op, for formand Gorm Leschly mener, at det er »uacceptabelt«, at nogle gymnasier arbejder med store overskud. Gymnasiernes primære opgave er nemlig ikke at generere overskud, men at uddanne eleverne, fortæller han til avisen.

Formanden for landets gymnasierektorer, Jens Boe Nielsen, mener ikke, at man alene ud fra gymnasiernes årsregnskaber kan konkludere, at pengene bør fordeles anderledes:

»Skolerne bruger pengene forskelligt. Nogle steder nord for København bruger man penge på et symfoniorkester, mens man på vestegnen må bruge midler på at oprette lektiecafeer. Vi anerkender, at nogle gymnasier har behov for et ekstra tilskud, men i stedet for et socialt taxameter mener vi, at man bør udpege de cirka 10 skoler, som har et behov, og give dem en ekstra pulje penge, så der kan bevares et enkelt taxametersystem,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringen overvejer i øjeblikket, hvordan man kan konstruere et socialt taxameter for at »fordele ressourcerne mere socialt retfærdigt,« skriver undervisningsminister Christine Antorini (S) i en mail til avisen.

Dagens Gossip

Dagens TV