Stor fyringsrunde i Atea

Flere end 100 medarbejdere er mandag blevet fyret i Skandinaviens største IT-leverandør, Atea.

101 ledere, mellemledere og medarbejdere er blevet sagt op, samtidig med at den samlede topledelse går to millioner kroner ned i løn. Det sker på grund af den hårdere konkurrence.

De 101 medarbejdere svarer til syv procent af de ansatte, og alle Ateas lokationer i Danmark bliver berørt. Samlet set vil besparelserne nedbringe Atea-koncernens omkostninger med 70 millioner kroner i 2014.

»Det er en svær men nødvendig beslutning at tage afsked med så mange medarbejdere. Vi er nødt til at tilpasse virksomheden og finjustere forretningsområderne, så vi fastholder Atea som en effektiv og sund virksomhed. Det betyder færre ledelseslag, bedre samarbejde på tværs og øget kundefokus,« siger koncernchef Claus Hougesen, der også er administrerende direktør for Atea i Danmark.

Omstruktureringen betyder, at de tilbageværende ledere får ansvar for flere medarbejder, og at en række afdelinger samles.

Atea har omkring 1.300 medarbejdere i Danmark.

Atea er en fusion af danske Topnordic, norske Ementor og svenske Atea. Topchef for hele koncernen har siden 2007 været danske Claus Hougesen.

Dagens Gossip

Dagens TV