Stor hashsag tæt på afslutning: Yderligere 15 dømt

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

I den femte af seks sager om organiseret hashhandel på Christianias Pusher Street er 15 kendt skyldige i Københavns Byret.

Den højeste straf lyder på fængsel i tre år og seks måneder, mens den laveste er et år og tre måneder.

Sagen udspringer af en aktion kaldet "Operation Nordlys", som Københavns Politis Task Force Pusher Street gennemførte 13. marts sidste år.

Omkring 80 personer blev anholdt under aktionen, hvorefter der blev rejst tiltale mod først 77 og senere 76 af dem.

På hver dag i denne uge falder der afgørelse i fem af de i alt seks sager, som de mange tiltalte er fordelt i. Den første sag blev allerede afgjort 13. februar.

I torsdagens sag var 14 af de 15 dømte tiltalt for at have solgt eller som såkaldte bodsmænd have medvirket til dagligt at sælge mindst et kilo hash fra en eller flere hashboder, herunder bod 22, over en periode på mellem to og 15 måneder.

I flere af de tiltaltes tilfælde er det løbet op i over 300 kilo hash.

Den hårdeste straf på tre år og seks måneder tilfaldt 32-årige Zarko Savovic. Poul Ellis Hansen fik tre måneder mindre, mens Kim Hofman Bekker og Stefan Joakim Gøransen fik tre års fængsel for salg.

Kasper Mortensen fik to år og ni måneders fængsel, mens Daniel Viborg Brandt Christiansen slap med lidt mindre, to år og tre måneders fængsel. Det samme gjorde Søren Hansen og Erik Hansen.

Ricky Brødregaard Petersen blev idømt to år ligesom Thomas Hermansen og Jøren Kümler Madsen.

Én af de dømte er ifølge anklager Kia Reumert "uden for nummer". Han er ikke dømt for at sælge, men for at have medvirket til, at der blev gemt 233 kilo hash beregnet til videresalg i en bil. Han fik halvandet års fængsel.

Inden domsafsigelsen klokken 15 blev der inde i retssalen klasket på rygge, kysset og krammet længe, da de 15 tiltalte fik lov af politiet til kort at blive genforenet med de cirka 30 pårørende, der var mødt op i retten.

Derefter blev de tiltalte bænket på blå stole, hvorefter de alle samt deres forsvarere og anklageren fik udleveret dommen, som de ikke måtte kigge i, før den blev læst op af dommeren.

Inden dommen frabad dommer Lone Molsted sig tilråb og udbrud fra tilhørere og tiltalte under domsafsigelsen. Der kom da heller ingen.

11 af de 15 har valgt at bede om tid til at tænke over, om de vil anke domme, mens fire anker på stedet.

Ud over fængselsstraffe fik de alle beslaglagt pengebeløb, hvoraf nogle er i millionklassen.

/ritzau/