Stor interesse for trænerseminar

Her i starten af året fyrer DBU Jylland en tretrinsraket af for områdets fodboldtrænere, og interessen fra trænerne er stor.

Således var 75 trænere på plads, da superligatræner Niels Frederiksen fra Esbjerg fB var første raket ved trænerseminaret i Esbjerg mandag.

- Det blev en rigtig god aften, hvor der ikke er tvivl om, at alle trænere har fået inspiration til den forestående sæson, lyder det fra klubrådgiver i DBU Jyllands Region 4, Svend Pedersen.

Niels Frederiksen gav både inspiration til træningen og fortalte om Esbjergs succes i europæisk fodbold og det modsatte i den hjemlige liga.

Tirsdag den 21. januar fyres anden del af raketten af i Haderslev, hvor det er cheftræner i Vejle Boldklub, Tony Hermandsen, der bl.a. kommer ind på tekniske færdigheder.

Hattricket bliver sikret i Esbjerg mandag 27. januar, hvor det er U17 landstræner, Jan Michaelsen, der kommer ind på den defensive side af fodbolden. Skal vi forsvare målet eller bolden, presspil og etableret forsvarsspil.

Dagens Gossip