Stor menneskejagt på knivstikker: Helikoptere og betjente med skarpladte våben indsat

Skrevet af Jesper Larsen

29/09/2015

Dagens topnyheder

 Politiet jager lige nu den gerningsmand, der tidligt i morges stak en politimand ned i asylcenteret Sandholmlejren. 

Der er indsat en helikopter, der afsøer området, ligesom betjente med skarpladte våben er indsat i jagten på gerningsmanden. 

Der er tale om en mandlig betjent, som er blevet stukket flere gange, og han er stadig i livsfare tirsdag morgen, oplyser Nordsjællands Politi. 

Hele området omkring Sandholmlejren er spærret, mens politiet jagter knivstikkeren, skriver eb.dk.

Busselskabet Movia oplyser på deres hjemmeside, at Sandholmgårdsvej, Isterødvejen, Ravnsnæsvej, Kongevejen, Sortemosevej og området omkring Allerød Station er afspærret, og at der ingen busser kører.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet holder politiet og en ambulance ved krydset ved Kongevej og Sandholmsgårdsvej.

Politiet ønsker dog ikke at oplyse nærmere detaljer omkring eftersøgningen. 

- I øjeblikket arbejder vi på stedet med at efterforske sagen, og det har vi gjort i nogle timer.

- Vi arbejder også på at finde en gerningsmand. Det er, hvad jeg kan sige lige nu, siger Henrik Suhr til Ritzau.

Center Sandholm er Danmarks største asylcenter, der fungerer som modtage- og udrejsecenter for nyankomne asylansøgere og for asylansøgere, som har fået endeligt afslag og skal rejse hjem.