Stor mystik om advarsel til Rønn

Det er et af de centrale spørgsmål, som hendes tidligere departementschef, Claes Nilas, mandag bliver udspurgt om i statsløsekommissionen. Den skal opklare, hvorfor ministeriet frem til 2010 gav statsløse palæstinensere afslag på dansk statsborgerskab, selv om det allerede i 2008 stod klart, at de havde krav på dansk indfødsret efter FNs konventioner. En sag, der endte med at koste Rønn ministerposten.

Advarslen om, at den praksis var problematisk, faldt blandt andet i et såkaldt mavebælte, en skriftlig indstilling, fra Indfødsretskontoret i ministeriet, som gjorde opmærksom på, at der var et »juridisk problem«. Men advarslen nåede tilsyneladende aldrig frem til ministeren.

Den blev slettet af Birthe Rønns ministersekretær, Christian Lützen. Hvordan og hvorfor står dog ikke klart, men Lützen har dog næppe gjort det på egen hånd - og formelt er det ifølge Politiken kun Nilas eller Rønn, der kan have givet ham ordre til det.

Claes Nilas bekræfter, at mavebæltet var forbi hans bord, og at han bad om et mere præcist mavebælte - men udover det, påtegnede han det blot med et ja, siger han, da han bliver krydsforhørt om sin rolle i forhold til advarslen.

»Det, der sker, er, at jeg lægger sagen ud med det mavebælte med et ja, og ellers har jeg ikke skrevet noget i sagen,« siger han.

Da mavebæltet atter havner på Nilas bord - nu uden advarslen - lader han det passere. Også selv om det med hans egne ord stadig er »for langt og for upræcist«.

Siden ryger mavebæltet videre til Birthe Rønn, som derfor kan påberåbe sig, at hun ville have haft en anden holdning til sagen om de statsløse, hvis blot hun var blevet advaret om, at ministeriets praksis var i strid med konventionerne.

Dagens Gossip

Dagens TV