Stor og blodtørstig nazi-gruppe afsløret

Den nynazistiske terrorgruppe NSU, som stod bag en bølge af racistiske drab over en periode på syv år uden, at de tyske myndigheder kom på sporet af den, kan have et langt større netværk af hjælpere og sympatisører end hidtil antaget, skriver avisen Bild.

Den tyske avis angiver i en artikel søndag, at sikkerhedstjenesterne har en liste med 129 personer, som mistænkes for at have hjulpet gruppen med drabene på otte tyrkiskfødte tyskere, en græker og en kvindelig politibetjent i årene 2000 til 2006.

Gruppen blev sprængt i 2011, da to af dens medlemmer sammen begik selvmord efter et mislykket bankrøveri i den østtyske delstat Thüringen. Det var først dér, at myndighederne fik kendskab til terrorcellen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU).

Dette har udløst en omfattende efterretnings- og politiskandale i forbundsrepublikken, hvor myndighederne er blevet stærkt kritiseret for efterforskningen af drabene, som politiet fejlagtigt troede havde rod i kriminelle indvandrermiljøer.

Forbundskansler Angela Merkel har offentligt undskyldt til ofrenes familier. Men indtil nu har myndighederne kun givet en meget lille gruppe i den østtyske by Zwickau skylden.

- Det nye antal er chokerende højt, siger socialdemokraten Sebastian Edathy, som leder et særligt nedsat undersøgelsesudvalg i parlamentet.

- Nu skal vi have undersøgt, om disse folk kendte til forbrydelserne, eller om de gav oplysninger til drabsmændene, siger han.

De nye oplysninger kommer mindre end en måned, før en retssag begynder i München mod det 38-årige NSU-medlem Beate Zschäpe, som er tiltalt for at medvirke til drabene.

Zschäpe menes at have været med i gruppens kerne, som blev aktivt støttet af over en halv snes andre personer. Derudover menes mange andre at have støttet gruppen med penge, falske papirer og våben, skriver Bild.

Sagen har rystet det tyske politi og efterretningsvæsen, fordi sikkerhedsmyndighederne faktisk holdt øje med NSU og havde sluset folk ind i det nynazistiske miljø med de tre NSU-medlemmer uden at opdage eller forhindre deres forbrydelser.

Fire tyske efterretningschefer er trådt tilbage, efter at det er kommet frem, at NSU i næsten 14 år formåede at skjule sig i blandt andet Zwickau, mens de begik de racistisk motiverede drab.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip