Stor politioperation ryster Albaniens hash-kongerige

En stor politistyrke vandt fredag kontrol over en albansk landsby, der er blevet kendt som "hash-kongeriget" efter en fem dage lang belejring, som har ført til en beslaglæggelse af over 25 ton hash og snesevis af tunge våben.

Politiets operation, der blev indledt mandag, var den første af et sådant omfang i et årti i Balkan-landet, og landsbyen har hidtil været opfattet som en sikker bastion for smuglere og producenter af narkotika.

Efter skudvekslinger og en langvarig stillingskrig, hvor en politimand og to civile blev dræbt, er landsbyen under politiets kontrol. Der bor op mod 5000 mennesker i landsbyen, som ligger 240 kilometer syd for Tirana.

- Mindst 26 ton hash er blevet beslaglagt, og over 90.000 hashplanter er blevet ødelagt i løbet af den fem dage lange operation, siger en talskvinde for politiet, Laura Totraku.

- Fire laboratorier, hvoraf to blev brugt til produktion af cannabis-olie, blev fundet, tilføjer hun.

Albaniens anklagemyndighed har en liste over 50 personer i landsbyen, som er efterlyst for narkotikakriminalitet.

Mindst seks personer blev anholdt ved operationen, som over 800 politifolk deltog i med støtte fra pansrede køretøjer, da smuglerne bruger både panserværnsraketter, morterer og granater mod myndighederne.

Snesevis af automatiske våben og store mængder af ammunition er også blevet beslaglagt under aktionen mod banderne, siger Totraku.

Albanien er under stigende pres fra EU for at slå ned på narkotikaproduktionen og smuglingen, men mange har ikke tillid til, at der kan ske en virkelig effektiv bekæmpelse af kriminaliteten, da der eksisterer store korrupte netværk i både politiet og blandt politikerne.

Albanien håber senere i denne måned at blive anerkendt som officielt kandidatland til optagelse i EU, men den udbredte kriminalitet og korruption i landet må bekæmpes, inden det kan optages.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV