Stor rabat når du køber hus på tvangsauktion

En opgørelse over andet halvår af 2013 viser, at villaer og rækkehuse, der blev solgt på tvangsauktion endte på priser, der i gennemsnit lå 67 procent under, hvad huse i almindelig fri handel blev solgt for.

Hvor gennemsnitsprisen i almindelig fri handel i andet halvår lå på 11.635 kroner pr. kvadratmeter, var priserne for tvangsauktioner helt nede i 3.832 kroner pr. kvadratmeter.

- Det er en ganske substantiel forskel i prisen, men standen på de huse, der kommer på tvangsauktion er ofte markant dårligere end huse i almindelig fri handel. Så noget af prisen kompenserer for standen. Derudover kompenserer den lave pris for det usikkerhedsmoment, der er ved at købe et hus på tvangsauktion, hvor du ikke har mulighed for at undersøge huset som ved en almindelig handel, og hvor du køber huset, som det er, uden klagemuligheder, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Mest at spare i Thisted

I Thisted blive husene på tvangsauktion solgt hele 80 procent under, hvad husene i almindelig fri handel sælges for. Her ligger priserne i almindelig fri handel på 5.600 kroner pr. kvadratmeter, mens husene på tvang er nede i godt 1.000 kroner pr. kvadratmeter. I Hedensted er der mindst at hente. Her er husene på tvang kun 36 procent billigere end husene, der handles på almindelig vis.

Lolland-Falster er det sted i Danmark, hvor tvangsauktioner er mest overrepræsenteret i forholdet til andelen af frie handler. I den anden ende af skalaen er Esbjerg kommet i fint selskab med Aarhus og København, som er de kommuner, hvor tvangsauktionerne er mest underrepræsenterede i forhold til de frie handler.

Tvangsauktioner kan ses online på tvangsauktioner.boligsiden.dk hvor der netop nu er annonceret små 400 auktioner.

Dagens Gossip