Stor sag om skimming: Fem mænd tiltalt for databedrageri

Fem rumænske mænd står tiltalt i en sag om databedrageri, hvor de har brugt såkaldt skimmingsudstyr og afluret pinkoder og senere har de kopieret hævekort.

Sagen omhandler ti tilfælde af skimming i blandt andet Midt- & Vestjylland samt Erritsø og Bramdrupdam på OK-stationer, hvor der blev monteret teknisk udstyr på en række pengeinstitutters hæveautomater og kortterminaler på tankstationer. Dermed blev magnetstriben på hævekortet kopieret, og pinkoder blev afluret.

- Der er tale om en af de største sager om skimming. Skimming-udstyret havde et professionelt udseende, og ingen af kortindehaverne har formentligt opdaget, at deres kort blev kopieret og pinkoder afluret, siger anklager, Charlotte Pedersen.

Det er lykkedes de fem rumænere, at kopiere kortoplysninger, som blev brugt til kopikort. Og de blev brugt til at hæve penge i Japan. Der blev hævet mere end 110.000 kroner. Desuden forsøgte man at hæve yderligere 338.000 kroner.

Bankkunderne har ikke lidt tab, da det blev dækket ind af bankerne.

De fem rumænere blev anholdt i et sommerhus ved Thorsminde. De har siden september været varetægtsfængslede og er tiltalt for databedrageri.

Sagen kommer for Retten i Holstebro på torsdag, hvor to af mændene er tiltalt for alle forhold.

Dagens Gossip

Dagens TV