’Stor spareplan på vej

Citat: Silkeborg-direktør Kent Madsen.

Og nu varsler han spareplan.

- Nedrykningen kommer til at koste os 10 mio. kroner. Vi skal inden den kommende sæson i 1. division have skåret kraftigt i budgettet, sagde Kent Madsen og tilføjede:

- Lige nu kan jeg ikke røbe enkelthederne i planen. For eksempel er det endnu ikke besluttet, om vi holder på Martin Svensson, Kasper Risgård og Nicolaj Ritter. De har alle kontraktudløb og vi må tænke os godt og grundigt om. Det er ikke første gang, at vi rykker ned. Andre gange er vi vendt hurtigt tilbage til Superligaen. Den plan har vi også denne gang.

I nedrykningens stund valgte Kent Madsen overfor de tilstedeværende sportsjournalister i Horsens at kigge indad.

- Der er ingen undskyldninger for nederlaget mod Horsens. Deres sejr var fortjent. Og man rykker altså ikke ned bare fordi man taber en enkelt fodboldkamp. Vores nedtur begyndte allerede sidste sommer. Vi nåede aldrig at få fuld udbytte af samarbejdet med vores dengang nye træner (Keld Bordinggaard, red.). Og heller ikke efter han blev afløst af Viggo Jensen har vi erobret tilstrækkelig mange point, sagde Kent Madsen, der desuden ærgrede sig over, at Silkeborg har været forfulgt af uheld.

- En nøglespiller som Thorbjørn Holst har været skadet stort set hele sæsonen. Lasse Heinze blev i foråret hofteopereret og Christopher Poulsen-sagen har heller ikke pyntet, sagde Kent Madsen.

Silkeborgs indsats mod Horsens var alt andet end løfterig.

Allerede efter 10 minutters spil lavede målmand Gunnar Nielsen selvmål, og midt i anden halvleg blev backen Nicolaj Ritter udvist. Hertil kommer at holdets topscorer Marvin Pourié blev så rasende over at blive udskiftet, gik i omklædningsrummet uden hverken at kigge til højre eller venstre.

- Spørg Viggo hvorfor jeg blev hevet ud. Jeg er selv meget overrasket over dispositionen. Under alle omstændigheder spiller jeg ikke videre i Silkeborg i næste sæson. Det har jeg forlængst fortalt klubbens ledelse, sagde Marvin Pourié med alvorlig stemmeføring.

Dagens Gossip

Dagens TV