Stor stigning i patienter på privathospital under Thorning

Skrevet af admin

14/06/2015

Mest læste i dag

Ikke siden 2010 er så mange danskere blevet behandlet på et privathospital - betalt af offentlige skattekroner - som det var tilfældet i de første tre måneder af i år, skriver Politiken.

SR-regeringen satte efter sin tiltrædelse en prop i tilstrømningen af offentligt betalte patienter til privathospitaler, så 29.786 i det første kvartal af 2012 blev henvist til et privat sundhedstilbud.

Nu viser nye tal fra Danske Regioner, at antallet af danskere henvist til privathospital er vokset markant. I det første kvartal af 2015 blev 40.249 patienter henvist til et privathospital - en stigning på 35 procent.

Men Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ser "meget, meget afslappet på, at flere sendes på privathospital", skriver Politiken.

Når flere nu sendes på privathospital, skyldes det ifølge ordføreren, regionernes egen formand og en ekspert primært SR-regeringens udredningsret fra september 2013.

For at sikre hurtige udredninger til syge danskere har regionerne måttet købe sig til ekstra kapacitet på private klinikker og hospitaler.

Ifølge Flemming Møller Mortensen har regeringen "sat pres på regionerne", og for ham er det "underordnet, om de politiske løfter indfries på offentlige eller private hospitaler, bare patienterne kommer hurtigt igennem, som det er målsat politisk".

Venstre kalder det en "ren tilståelsessag".

- Tallene udstiller i den grad hykleriet fra Socialdemokratiets side, når man tænker på, hvad vi andre har måttet høre på og lægge øre til her under valgkampen i forhold til privathospitaler. Det taler helt for sig selv, siger Sophie Løhde til Politiken.

I 2010 brugte det offentlige 1,7 milliarder skattekroner på privathospitaler. I 2014 var det faldet til 1,2 milliarder kroner, viser tal fra regionernes regnskaber.

/ritzau/