Stor svindelsag ruller igen efter skandale med advokater

Skrevet af admin

02/12/2014

Mest læste i dag

Efter næsten to måneders pause på grund af en skandale med tre forsvarsadvokater er en stor bedragerisag tirsdag trillet i gang igen i Østre Landsret.

- Jeg er glad for at kunne fortsætte hovedforhandlingen, siger retsformanden, Linde Jensen, tirsdag formiddag til anklagere, forsvarere og de tiltalte.

Straffesagen med udgangspunkt i selskabet Abaris Ejendomme blev afbrudt 9. oktober.

Det skyldes afsløringen af, at der var forsøg på at opnå returkommission fra flere forsvarere. De blev tilsyneladende bedt om at aflevere en del af deres salær.

Reaktionen kom i begyndelsen af november. Landsretten besluttede at fyre tre forsvarere på grund af problemer med deres habilitet.

Advokaterne Morten Bjerregaard Nielsen og Jeppe Stokholm blev tvunget væk fra sagen og er nu afløst af advokaterne Jens Christensen og Carsten Fentz, som tirsdag for første gang trak i kapperne.

Også advokat Peter Blinkenberg blev afsat. Han havde rollen som reserveforsvarer og er ikke blevet erstattet.

Sidstnævnte har fortalt, at han følte sig presset til at betale 25.000 kroner til den hovedtiltalte i sagen, Olav Nielsen, der tidligere hed Aasted.

De to andre afsatte har ikke betalt til uvedkommende - men de har måttet forlade sagen i landsretten, fordi de ikke tog afstand fra en aftale, som gik ud på, at de hver skulle betale 7000 kroner for hvert retsmøde.

Skandalen har fået flere konsekvenser. Bagmandspolitiet har rejst sigtelse mod en mand, der tog initiativ til aftalen om de 7000 kroner pr. dag.

Samtidig undersøger Nordsjællands Politi, om der var tale om afpresning, da Peter Blinkenberg indvilgede i at betale 25.000 kroner.

Desuden har Advokatrådet krævet redegørelser fra de tre afsatte advokater. Rådet har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske.

Ved tirsdagens retsmøde kom der et hjertesuk fra dommerne. En af de tiltalte, en 68-årig mand, har kun vist sig i landsretten en enkelt gang, da sagen gik i gang i marts.

- Vi vil gerne gentage vores ret dybfølte ønske om at se ham her og høre hans forklaring, siger retsformand Linde Jensen. Den tiltalte har en lægeerklæring fra en psykiater om, at han ikke kan tåle at være til stede.

Balladen har betydet en stor forsinkelse. Der var håb om en dom inden nytår, men nu ventes den først i foråret.

I byretten blev de tiltalte idømt fængsel fra fem år til to år. De nægter sig skyldige.

/ritzau/