Storbank i USA indgår milliard-forlig om boligboble

Skrevet af admin

19/10/2013

Mest læste i dag

Den amerikanske storbank JP Morgan har indgået et forlig på 13 milliarder dollar - knap 71 milliarder kroner - med justitsministeriet i en sag om realkreditlån.

Det siger en kilde tæt på forhandlingerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed ser det ud til, at et af de mange retslige opgør efter krisen på det amerikanske boligmarked har fundet en løsning.

Som en del af aftalen vil banken fortsætte med at samarbejde i straffesager, hvor enkeltpersoner kan være involveret, siger kilden under løfte om anonymitet.

Hverken JP Morgan eller myndighederne vil kommentere sagens forløb.

Banken stod anklaget for at dække over, hvor stor en risiko, der var forbundet med realkreditobligationer, der viste sig at indeholde store tab for investorerne i stedet for at være et sikkert produkt.

Administrerende direktør Jamie Dimon accepterede et forlig, men har nægtet at påtage sig skyld, da en erkendelse kan resultere i en lang række erstatningssager.

Gennembruddet i de ugelange forhandlinger kom fredag aften, efter at justitsminister Erik Holder og Jamie Dimon talte i telefon og aftalte at holde spørgsmålet om strafansvar ude af forliget.

Med forliget ser det ud til, at JP Morgan har betalt for fortidens synder, men kilden nær forhandlingerne sår tvivl om, hvorvidt det fritager banken endeligt fra strafansvar.

Banken, der målt på aktiver er den største i USA, accepterede for nylig at betale en bøde på cirka én milliard dollar efter en investeringsskandale på bankens kontor i London.

Her gennemførte handlere risikable transaktioner, som udløste tab på over seks milliarder dollar.

JP Morgan offentliggjorde for en uge siden sit første kvartalsunderskud i 10 år. I tredje kvartal tabte banken 380 millioner dollar. Underskuddet skyldes primært store juridiske omkostninger.

/ritzau/Reuters