Storbrand: Hal står i flammer - ilden muligvis påsat

Siden de tidlige morgentimer har brandfolk kæmpet med flammerne, og det brænder fortsat voldsomt i Højby Hallen i Højby i Odsherred - tæt på Nykøbing Sjælland.

- Det ser sort ud, konstaterer pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, over for Dagens.dk.

Alarmen gik klokken 06.59, og branden er nu så omfattende, at hallen ikke står til at redde.

- Brandvæsnet og politiet er nået til den konklusion, at der skal foretages en kontrolleret nedbrænding. Det lokale brandvæsen får nu støtte fra Beredskabsstyrelsen til at overvåge ilden, siger Martin Bjerregaard.

Årsagen til branden er fortsat ukendt. Men lørdag var hallen udsat for påsat brand. Her blev der sat ild til noget affald op ad en nødudgang.

På grund af lørdagens brand kan politiet ikke udelukke, at branden, der hærger mandag, også er påsat.

- Det er pudsigt, at hallen pludselig står i flammer så kort tid efter en anden arrangeret brand. Derfor skeler vi naturligvis til den mulighed. Så, når branden er slukket, skal vi i gang med de tekniske undersøgelser. Men vi skal også se på, om der kunne være nogen, der har motiv til at sætte ild til hallen, forklarer Martin Bjerregaard.

Ifølge Politiet bliver den kontrollerede nedbrænding en længerevarende proces. Tidligst tirsdag vil det kunne påbegynde de tekniske undersøgelser.

Dagens Gossip