Storbritannien åbner grænserne for tolke

Op mod 600 afghanske tolke, der har arbejdet som tolke for de britiske styrker i landet, får ret til at bo i Storbritannien, siger en regeringskilde til BBC.

Tidligere har britiske ministre ellers afvist at give de afghanske tolke de samme rettigheder, som blev givet til irakiske tolke.

Muligheden bliver givet til de tolke, der arbejdede i frontlinjen i over et år, og der vil være tale om et femårigt visum. Aftalen dækker over cirka halvdelen af de tolke, der har oversat for de britiske styrker.

Regeringskilden siger til BBC, at tolkene vil blive givet et valg: Enten kan de blive i Afghanistan og hjælpe med at bygge deres land op - eller de kan vælge en "ny begyndelse i Storbritannien".

Den britiske koalitionsregering har tidligere været splittet i spørgsmålet, lyder det.

Flere afghanske tolke er gået rettens vej i protest mod, at den britiske regering hidtil har afvist at give dem asyl.

For nylig tabte en tolk en sag mod Storbritannien ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Retten slog fast, at afslaget ikke krænkede tolkens rettigheder.

Herhjemme har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) oplyst, at 195 afghanere har arbejdet som tolke for de danske styrker i Helmand-provinsen. Otte af de tolke kan især være udsatte, da de kommer fra Helmand-provinsen.

Den danske regering arbejder på at finde individuelle løsninger på tolkenes sikkerhed, og her har forsvarsministeren ikke udelukket, at asyl i Danmark kan blive en mulighed for at garantere deres sikkerhed.

I Norge har myndighederne besluttet at give asyl til 21 afghanere, der har deltaget i krigshandlinger iført norsk uniform.

/ritzau/

Dagens Gossip