Storbritannien gør klar til prinsedåb

Der er atter fest i det britiske kongehus, men i dag bliver det under mere private forhold og ikke med store popkoncerter og kongelige korteger rundt omkring i den britiske hovedstad, London.

Det er prins George, der skal døbes. Han er søn af prins William og Kate, men i modsætning til bryllupper, runde fødselsdage og jubilæer holdes dagens dåb under private og intime former.

Dåben finder sted i kirken i St James Palace i London og begynder klokken 16 dansk tid og ventes at vare i 45 minutter.

Lilleprinsens forældre vil selvsagt være til stede, og det samme vil drengens bedsteforældre og Camilla, gift med farfar Charles.

Også dronning Elizabeth og prins Philip og andre familiemedlemmer er blandt de 22 gæster i Chapel Royal.

Storbritanniens kongehus er normalt forbundet med tunge traditioner, men dagens begivenhed betyder et lille brud med det, der ellers er kutyme ved en kongelig dåb.

Der er normalt flere kongelige, ofte repræsentanter fra udenlandske kongehuse, som står fadder ved dåben, men denne gang er der kun én fadder med blåt blod, nemlig Zara Phillips, prins Williams kusine.

I øvrigt har William og Kate også brudt med traditionen på et andet punkt. Normalt døbes en prins i Buckingham Palace.

Det er ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, der skal døbe den tre måneder gamle prins George, som en dag bliver Storbritanniens konge.

/ritzau/AFP

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV