Storbritannien spionerede på G20-topmøde

Flere af de delegerede blev narret til at bruge falske internetcafeer, som den britiske efterretningstjeneste havde oprettet for at kunne læse med på emails fra mødedeltagerne.

Afsløringen kommer kort før Storbritannien igen er vært for et topmøde mandag for G8-landene, der alle deltog i møderne i 2009, som blev udsat for systematisk spionage.

Der vil sandsynligvis være en anspændt stemning blandt de delegerede, der vil kræve, at den britiske premierminister fortæller, om de var mål for aflytningerne i 2009 og om det samme kommer til at ske under dette års møde.

Ifølge The Guardian skulle aflytningerne give værtslandet en fordel i forhandlingerne med mangeårige allierede som Sydafrika og Tyrkiet.

Der har tidligere været rygter om spionage ved internationale konferencer, men det er højst usædvanligt, at denne form for håndfaste beviser kan bekræfte mistanken og afsløre detaljerne omkring metoderne.

Beviserne kommer fra de tophemmelige dokumenter, som den amerikanske whistleblower Edward Snowden har lækket til avisen.

Dokumenterne beskriver »banebrydende efterretningsmuligheder« for at overvåge kommunikationen mellem de delegerede ved mødet, som gjorde, at email og telefonkommunikation kunne overvåges døgnet rundt af 45 analytikere.

Dokumenterne afslører, at overvågningen var godkendt på højeste niveau i labourregeringen under daværende premierminister Gordon Brown, og at informationerne, der blev opsamlet, blev videregivet til britiske ministre.

Dagens Gossip