Storbritannien stemmer sig ud af EU

Med 51,89 procent har briterne besluttet at forlade EU, viser det endelige resultat ifølge en række medier.

Bliv-fløjen har fået 48,11 procent.

Dermed lakker 43 års britiske medlemskab mod enden. Danmark blev sammen med Storbritannien og Irland en del af EU i 1973.

Sejren til den fløj, der ønsker at forlade EU, er et kolossalt nederlag for premierminister David Cameron, som havde sat sit politiske liv ind på at få et flertal af briterne til at blive i EU.

Lederen af Det Britiske Uafhængighedsparti (Ukip), Nigel Farage, som er en af folkeafstemningens store sejrherrer, kræver, at Cameron øjeblikkeligt træder tilbage.

- Vi behøver nu en brexit-regering. Vi har nu lagt en fejlslagen politisk union bag os, siger han triumferende.

Ukip har under valgkampen kørt benhårdt på at få stoppet tilstrømningen af østeuropæiske EU-indvandrere.

Resultatet af folkeafstemningen efterlader Camerons konservative parti dybt splittet. Den fløj med Boris Johnson i spidsen, som har agiteret for et nej til EU, synes fredag morgen stærkt tøvende over for, hvad det næste skridt skal være for Storbritannien. Om man kan vente - og måske vente længe - på at aktivere udmeldelsen.

Jeremy Corbyn, lederen for oppositionspartiet Labour, siger, at regeringen straks skal aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten, som reelt er en opsigelse af EU-medlemskabet. Corbyn og Labour førte kampagne for, at Storbritannien skal blive i EU.

- Lad 23. juni gå over i historien som vores uafhængighedsdag, siger Farage.

/ritzau/

Dagens Gossip