Storbritannien venter i spænding på ny royal baby

Skrevet af admin

02/05/2015

Dagens topnyheder

I mange dage har royale fans ventet foran St Mary's Hospital i London, hvor hertuginde Kate skal føde, og verdenspressen tog også hurtigt plads foran hospitalet, så snart nyheden om, at fødslen var i gang, var ude.

På fødeafdelingen skrider fødslen frem som normalt lørdag formiddag ifølge BBC. Også den britiske premierminister føler med hertuginde Kate og venter i spænding på nyt om fødslen.

- Mine bedste ønsker til hertuginden af Cambridge, som skal føde sit andet barn i dag. Hele landet ønsker det bedste for hende, skriver David Cameron i et tweet lørdag.

Nyheden om, at den britiske hertuginde Kate er gået i fødsel, blev nok modtaget med særlig jubel blandt de royale briter, der har tilbragt mange dage og nætter foran St Mary's Hospital.

Her blev hertuginde Kate indlagt tidligt lørdag morgen klokken seks på fødeafdelingen. Fødslen var på det tidspunkt i sin indledende fase, lød det fra hoffet.

Prins William og Kate har ikke afsløret barnets køn. Parret har i forvejen sønnen George, og blandt de royale fans uden for hospitalet er der håb om en lille prinsesse.

- Jeg ønsker en rask baby, men denne gang må det da godt være en pige, siger 80-årige Terry Hutt, som venter på gode nyheder iført rødt, hvidt og blåt tøj, som er det britiske flag, Union Jacks, farver, og badges med billeder af kongefamilien.

En anden fan, Kathy Martin på 52 år, har camperet foran hospitalet i 12 nætter.

- Ord kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det, for jeg har ventet så længe, siger hun til AFP om den igangværende fødsel.

- Jeg vil elske, hvis det bliver en pige. Prinsesse Diana ville gerne have haft en lille pige. Jeg tror, at prins William ville være meget glad for at opfylde sin mors ønske, siger hun om den afdøde prinsesse Diana, som er mor til prins William.

Briterne har fulgt Kates graviditet tæt. Kensington Palace offentliggjorde i september, at William og Kate ventede et barn mere, og det har været kendt, at Kate har kæmpet med voldsom morgenkvalme som følge af graviditeten.

/ritzau/